Kilde: Fyns Amts Avis
Svendborg: Phlake, Tim Christensen, Hjalmar, Nicklas Sahl, Lis Sørensen, Mads Langer, Jacob Dinesen, Hans Philip, Søren Huss, Alex Vargas, Poul Krebs, Carl Emil Pedersen.
Der er ikke sparet på store danske kunstnere, når festivalen 5700 Summer for første gang går af stablen fra den 31. juli til den 8. august i år.
Hele Svendborg skal være en festivalplads, når festivalen åbner op på tre forskellige scener i byen. Det fortæller Jasper Gramkov fra foreningen Second Wave, der står bag festivalen.
– Ideen er, at man tager ind til den enkelte koncert, forhåbentlig får en fantastik oplevelse med det, og så går man ud i Svendborg, går på værtshus, får en øl eller en sodavand, og så er hele byen ligesom festivalpladsen. Det er derfor, det hedder “summer”, fordi byen summer.
Idéen til festivalen har været i støbeskeen i et års tid, men det var Corona-nedlukningen og det kulturelle vakuum, der for alvor satte skub i planerne.
– Den originale ide så lidt anderledes ud, men da Coronaen kom, blev det pludelig sjovt at skulle tænke kreativt. Vi havde jo egentlig allerede ideen til , hvordan man får en by til at summe, og så blev vi enige om, at nu går vi igang, siger Jasper Gramkow.
Mens store danske og internationale festivaler har måttet aflyse på stribe, har den nyopståede festival i Svendborg ikke haft svært ved at tiltrække kunstnere. Tværtimod.
– Vi begyndte at snakke med kommunen og forskellige interessenter, om det overhovedet var muligt, og så begyndte vi at ringe rundt til nogle kunstnere og høre om de ville være med. Og da de først havde fanget ideen, skal jeg da lige love for, at folk selv hoppede på, fortæller han og fortsætter:
– Selvfølgelig handler det om, at der har været et vakuum, kunsterne har ikke kunnet komme ud og spille, men det næste er, at de synes, det er hyggeligt. Kombinationen af manglende spillejobs denne sommer og en rigtig god idé, som inkarnerer det hyggelige Danmark og hyggelige Svendborg, det gjorde bare, at kunstnerne skyndte sig at melde ind.
Foreningen Second Wave, der består af Claus Bjerregaard fra Borgerforeningen, Lars Aagaard fra Hansted, erhvervsmanden Henrik Salomon, Anja Mia Haas fra Svendborg Event og Jaspar Gramkow, der er skoleleder og forstander på Skolerne i Oure, har brugt en måneds tid på forberedelserne. De håber, at festivalen kan blive et tilbagevendende arrangement, fortæller Jasper Gramkow.
– Vi håber at det her en så en god idé, at det er noget, vi kan fortsætte med lang tid.
Festivalen kommer til at have tre scener, hvor der er plads til henholdsvis 200, 350 og 500 tilhørere. Man køber billet til hver enkelt koncerter, og billetpriserne svinger mellem 100 og 400 kroner alt efter, hvilken kunstner, der optræder. Billetsalg starter mandag den 15. juni klokken 10.