5700 Summer i Svendborg tænker bæredygtigheden ind i musikken

Om lidt får delfinen Delle og byens indbyggere godt selskab, når Svendborg inviterer til musik i gaderne og talks på havnen. Op til 10.000 glade gæster valfarter nemlig til byen for at opleve musikken fra 5700 Summer og byens sommerstemning, og hele byen er rykket sammen for at byde både festivalgæster og musikere hjertelig velkommen. 

Det siges, at når mennesker mødes opstår der sød musik, og på den konto er musikeventet ”5700 Summer” fuldt ud leveringsdygtig. Med over 8000 solgte billetter, kan man roligt sige, at foreningen ”Små Armbevægelser” har ramt plet med musikken og fået de helt rigtige artister til byen. Konceptet med små intime koncerter i haver, baggårde og parker er lige hvad Danmark trænger til, efter flere måneders isolation og social afstand. 

Der opstår mere end bare sød musik, når mennesker mødes

Selv om koncerterne har færre gæster end normalt, er Coronaens konsekvenser stadig aktuel. Derfor er publikum fordelt på stole med afstand mellem sæderne, så man overholder regeringens anbefalinger om forsamlinger og afstand. Der vil også være håndsprit på pladserne til fri afbenyttelse. En anden kendsgerning, som ikke er helt ny, er også, at hvor mennesker mødes, opstår der affald. Derfor har 5700 Summer indgået en aftale med virksomheden ECO Change om at få affaldssorteret på koncertpladserne i Krøyers og SAK´s Have. 

ECO Change understøtter FN´s Verdensmål om bæredygtige byer, og det gælder også for byens koncertpladser: ”Hvis vi ønsker en bæredygtig fremtid, skal vi have fokus på affaldssortering – både til hverdag og fest” udtaler Camilla Uttenthal, direktør i ECO Change.

Affaldssortering på koncertpladserne

Der vil blive opstillet spande til sortering af plast og almindeligt affald, hvilket er de typer affald, der forventes mest af på pladserne. Derved har man som gæst mulighed for at sortere ølkruset i den rigtige spand.

”Vi håber at gæsterne får en fantastisk oplevelse og vil støtte op om initiativet ved at sortere deres plastaffald, når de opholder sig på koncertpladserne. Vi opfordrer samtidig publikum til også at bruge byens øvrige spande, og gøre en fælles indsats for at undgå affald i naturen, når de fortsætter turen ned i byen efter koncerten” udtaler Lars Aagaard, som er ejer af koncertstedet Hansted og primus motor i foreningen ”Små Armbevægelser”

Det kan afslutningsvist tilføjes, at cigaretskodder hører til i affaldet med plast eller i lommeaskebægre, men først EFTER slukning af cigaretten. ”Ellers giver det for meget røg i køkkenet” afslutter Lars Aagaard med et glimt i øjet.